topbillede

Undervisningsforløb » Emnedag

En emnedag med jura for begyndere er en mulighed for at fordybe sig i en mere kompleks problemstilling. Her får eleverne muligheden for langt bedre at komme rundt om et emne og de lærer nødvendigheden af at se en sag fra flere sider. Deres forståelse for kildekritik bliver større, fordi de lærer at gennemskue en ensidet fortælling.

En emnedag er naturligvis et større projekt end et foredrag eller timeundervisning og vi tilstræber derfor en høj grad af samarbejde med skolen. Sammen med skolen aftaler vi hvilke emner, der skal berøres og i hvilket omfang. En emnedag kan enten stå alene eller være en del af et større forløb, og vi kan indrette undervisningen sådan, at skolen selv efterfølgende kan følge op på emnedagen. Mulighederne er utallige.

fotoVi deltager også gerne, hvis emnedagen skal tjene som studieforberedende og fortæller gerne om at studere jura.

Jura for begyndere kan også tilbyde et demokrati-forløb, hvor der op til emnedagen undervises ud fra emner anbefalet af os. I denne forbindelse har ”jura for begyndere” selv produceret undervisningsmateriale. Selve dagen kan indrettes som to timer, en ”fagformiddag” eller en hel undervisningsdag.

Jura for begyndere kan tilbyde et færdigt program, hvis skolen ønsker at lave en dag, hvor eleverne får muligheden for at kigge lidt dybere ind i den verden, de ofte ser på film og TV:

Mordet på Carlos Hansen:

Eleverne skal spille en retssag. Hver elev får en rolle, f.eks. anklager, forsvarer eller vidne, og det er nu meningen, at eleverne skal forberede sig på selve retssagen. Anklageren og forsvareren taler med hver deres vidner og forbereder procedure etc., mens dommere og nævninge forbereder sig på selve sagens forløb og hører om de bestemmelser, de skal anvende.

Mordet på Carlos Hansen er en fiktiv sag, men med et ægte forlæg - en meget lignende sag udspillede sig engang.

Kort fortalt har Marianne Mortensen slået sin kæreste, Carlos Hansen, ihjel. Det har Marianne tilstået at have gjort og det er der altså ikke tvivl om. Det afgørende er, om Marianne kan blive frifundet, fordi hun måske har handlet i nødværge (selvforsvar). Anklageren kræver fængsel på livstid, subsidiært en lidt mildere fængselsstraf, mens forsvareren kræver frifindelse.

En aften i november kommer Marianne løbende med sin 1-årige søn, Mickey, over til sin veninde Kisser. Marianne er opløst af gråd, men har ingen skader. Hun fortæller, at Carlos gik til angreb og at hun i selvforsvar stak ham med en kniv. Kisser ringer fornuftigvis til politiet og Marianne bliver efter et grundlovsforhør varetægtsfængslet, mistænkt for manddrab.

Marianne er hovedpersonen i sagen. Hun har levet et liv med druk og hårde stoffer og er tit blevet både truet og slået af Carlos, som hun har været kæreste med on and off i et par år.

Carlos har også flere gange truet med at slå deres fælles barn, Mickey. Hun forklarer, at Carlos den pågældende aften kom fuld hjem og truede hende groft med tæv, fordi han var sur. Marianne kan ikke huske hvorfor, men det var noget med penge. Mickey begynder at græde og Carlos vil ”stoppe kæften på møgungen én gang for alle” og går fra køkkenet hen mod stuen, hvor barnet sover.

Marianne bliver skrækslagen, tager en stor køkkenkniv, stiller sig i vejen for Carlos og peger kniven mod ham. Det næste er uklart for Marianne.

Pludselig ligger Carlos blødende på gulvet og hun skynder sig over til Kisser. Marianne forsikrer - meget oprigtigt - at hun aldrig havde tænkt sig at stikke Carlos, blot få ham til at stoppe. En læge, der vidner i sagen, forklarer, at han samme aften fik Carlos ind på hospitalet med 11 dybe stiksår på overkroppen og ét i halsen.

Derudover er en socialrådgiver og Kisser også vidner.

Selve sagen er ret omfattende og der bliver naturligvis forklaret og holdt i hanke, så alle ved, hvad der foregår.

Jura for begyndere
Fynsgade 4, 4.th.
8000 Århus C
Tlf. 2323 8322
info@juraforbegyndere.dk